Familien fra Bryggen 2
De er ikke just den typiske Familien Danmark. Til gengæld har de et stærkere sammenhold end de fleste
De har længe været Islands Brygges svar på kongefamilien. Her er de kendt af alle og enhver – og de er selv bekendt med hver en krog på Bryggen som deres egen baglomme. Det er her, familien har sin faste base. Det er herfra, deres verden går.
Nu er også resten af det ganske, danske land kommet på fornavn med Linse, Stephanie og Ann. Men Familien fra Bryggen bliver aldrig den typiske Familien Danmark, heller ikke i denne anden sæson af TV3’s populære reportageserie.
Stripklubindehaveren Linse har nemlig besluttet sig for, at nu skal det være. Nu skal hun realisere sin store drøm om endnu et foretagende. Det er dog ikke en ny stripklup, men derimod en skønhedslounge, hvor den botoxglade Linse vil tilbyde alle former for forskønnede behandlinger – også botox!
Mor Ann får fortsat sin daglige porter på det lokale værtshus, nu i selskab med sin nye hund Pixie. Det er den, Ann købte og oprindeligt døbte Cleopatra, da hendes tro følgesvend Lulu til sidst måtte aflives. Men familiens yngste, Stephanie, sørger for, at Ann får meget mere at se til. Hun skal nemlig sy Stephanies kostume, når hun dette forår stiller op til DM i poledance. Derfor søger mormor og barnebarn naturligvis inspiration til dette projekt sammen i en særdeles velassorteret pornobutik.
Familien fra Bryggen er i den grad en matriarkalsk familie. Og her i anden sæson er det dem, der løber med showet. Dog ikke uden deres vellidte sidekicks i skikkelse af Linses veninde Didde og hele Bryggens Lebbe-Lone. Hun er stadig Linses største og mest energiske fan. Og Didde døjer fortsat med sine silikonebryster, selvom Jørn Ege har forsøgt at hjælpe hende ved at knuse arvævet. Men måske er løsningen bare at få nogle helt nye – og selvfølgelig større – implantater…?
Viasat - Film sport og TV via parabol, Kabel-TV og IPTV 






